torsdag den 4. december 2008

Mobiltelefonen og mobile vaner - hvad bruger vi den egentlig til?

Mobiltelefonen har stillet forbrugerne over for en række nye muligheder de seneste par år med diverse betalingsløsninger. Med 3G nettet på mobilen er mulighederne for brug af Internettet over mobilen også blevet en mere attraktiv mulighed end tidligere, og betalingsløsninger baseret på mobil teknologi er nu en kendsgerning. Men hvad vil vi forbrugere egentlig gerne bruge mobilen til fremover? Og hvad med sikkerheden?
Dette og meget andet har Kofoed & Co undersøgt i en mindre undersøgelse, som gav os et interessant indblik i brugernes verden.

Tidligere undersøgelser har vist, at ca. 10 % af mobilbrugere udnytter mobiltelefonens fulde potentiale. De resterende 90% bruger vi ligeligt på at sms’se og tale i telefonen. For at få afklaret, hvad vi som forbrugere helt konkret ønsker at bruge mobilen til rent købsmæssigt, har vi hos Kofoed & Co fået foretaget en mindre markedsundersøgelse på Syddansk Universitet med en stikprøve på knap 3.000 respondenter, hvoraf 83% er mellem 18-29 – altså studerende. Størstedelen af dette segment er en del af den generation, der mere eller mindre er vokset op med mobiltelefonen ved hånden, eller i hvert fald er vokset op sideløbende med teknologien.

Hvad bruger vi den egentlig til?
Undersøgelsen giver et solidt billede af de unges mobilvaner, samt hvad de vil bruge mobilen til fremover. Eftersom mobiltelefonen efterhånden er blevet en genstand, som vi ikke forlader huset uden, er det heller ikke overraskende, at undersøgelsen viser, at 99 % af de adspurgte har mobilen med sig altid eller for det meste. Derudover tyder det på, at langt de fleste af de adspurgte har brugt telefonen til at andet end blot sms og tale.

MMS er populært
Mobilen bliver især brugt som et socialt element i kommunikationen mellem de unge og deres vennekreds. Dette kan også bruges til at forklare, hvorfor brugen af MMS er så populært i blandt de unge studerende, og hele 57% bruger telefonen til dette. Det er dog stadig de færreste, der bruger telefonen til at gå på nettet i med (25% af de adspurgte svarede ja). Den udslagsgivende faktor her kan tænkes at være prisen, idet Internet på mobilen stadig er forholdsvist dyrt. Derudover deltager over halvdelen af de adspurgte i afstemninger og konkurrencer over mobilen, mens ca. en tredjedel har købt ringetoner, musik eller spil til mobilen.

Mobiltelefonen og betalingsløsninger
Udover de gængse mobile applikationer viser der sig også en interesse fra de unge med henblik på mobile betalingsløsninger. Hele 70% af de adspurgte er bekendte med betalingsløsningen via mobiltelefonen til busbilletter på Fyn, og der ser ud til at være en stigende interesse i at bruge mobilen som betalingsmiddel til en lang række andre opgaver. Over 60% har interesse i at bruge mobilen til at betale for biografbilletter. Dernæst er såvel koncerter samt andre events 2 muligheder, som ca. 36% af de adspurgte kunne tænke sig muligheden for at betale via mobilen. Forbrugernes interesse for betalingsløsninger til mobilen kan derfor karakteriseres for værende stor – nu mangler vi blot løsningerne på markedet.

Er det sikkert?
Der er ganske som ventet også en smule skepsis omkring mobile betalingsløsninger – meget lig den usikkerhed vi så omkring betaling på Internettet i 90’erne. 53% af de adspurgte betragter dog mobilen som en sikker betalingsløsning, mens 30% mener, mobile betalinger er usikkert.
Usikkerheden var umiddelbart størst i blandt de 18-21-årige. Efterhånden som løsningerne til mobilen bliver en del af brugernes hverdag, vil usikkerheden formentlig også langsomt blive elimineret – ganske som ved e-handel, hvor folk i dag handler som aldrig før.