onsdag den 4. februar 2009

Turistbranchen og de nye medier




D. 20. januar deltog jeg i en konference, om hvorledes de nye medier kan bruges aktivt af turistbranchen. Konferencen var arrangeret af Visit Nordjylland. De nye medier var her: De sociale platforme på nettet som f.eks. facebook, MySpace og Wikipedia. Syddansk Turisme præsenterede det digitale oplevelseskort, More+ fortalte om mobile stregkoder, og til sidst introducerede jeg nogle af de nye mobile betalingsmuligheder.

Hvad kan de nye medier så gøre for turistbranchen?
Brugerinvolvering var det, jeg hæftede mig mest ved, ved Visit Denmarks indlæg. Ifølge deres undersøgelse vil kunderne gerne vide, hvad andre synes om et givent sted. Var det et fedt hotel? Hvor lange var køerne ved attraktionen? Serverede restaurationen lækker mad, og vidste tjeneren, hvad han talte om? Var stranden børnevenlig?

Spørgsmålet er så, om turistbranchen tør give kunderne mulighed for at give deres mening til kende?
Hvorfor skulle de ikke gøre det? Jeg er sikker på, at langt de fleste attraktioner, hoteller, spisesteder o.m.a. leverer varen hver gang. Så lad kunderne være jeres ambassadører! Den bedste anbefaling, I kan få, er, når nogen siger: "I går var jeg med familien i Ålborg Zoo, og vi havde simpelthen en fantastisk dag" - også kendt som word of mouth (WOM). Den slags omtale kan man ikke købe sig til. I får ikke en bedre anbefaling end jeres kunders. Det eneste, det kræver af jer, er, at I tager jeres kunder seriøst, men det er vel heller ikke for meget forlangt?

Det digitale oplevelseskort
Syddansk Turisme har ambitionerne i orden. Det er sjovt at opleve, når det offentlige går forrest, da det ikke er så tit, det sker, men det gør det her.
Via et interaktivt kort, som på sigt skal bredes ud til hele Danmark, vil Syddansk Turisme visuelt præsentere mulighederne for os. Slut med lange tekstpræsentationer, vis mig, hvad I kan, og hvor jeg kan finde jer. Og hvis I så samtidigt tør vise, hvad kunderne siger om jer, hvad kan jeg så mere forlange?

Syddansk Turisme vil gerne involvere kunderne. De opfordrer ligefrem til deling af information. Hvis jeg har været ude på en spændende tur, og GPS’en i min mobil har været har været aktiveret, kan jeg dele min tur med andre. Brugergenereret indhold - på den gode måde.
Derudover vil de også gerne have, at kortet bliver brugt! Så de tilbyder, at de enkelte attraktioner/hoteller m.m., at kortet kan integreres i deres egen hjemmeside, så kunderne kan orientere sig om, hvad der sker der, hvor de er. Nu begynder det jo at give mening.

Hvis jeg bare kunne tage informationen med mig…
More+ har lavet en løsning til VisitNordjylland, hvor kunderne vha. QR koder kan få information om alle turistattraktioner. Løsningen er også integreret i VisitNordjyllands hjemmeside. Jeg synes, det er et godt første skridt på vejen til at gøre informationen tilgængelig der, hvor kunden er, og når kunden er der. Dog er der endnu mange steder, der mangler at gøre relevant information tilgængelig. Det virker som om, at der er blevet lagt tekst ud på en side engang, og herefter er den ikke blevet opdateret og udvidet; det forstår jeg ikke. Med denne mulighed får de mange forskellige turistattraktioner stillet en platform til rådighed, men de udnytter ikke potentialet. Hvordan kan det være? Mit bud er, at platformen ikke tages seriøst. Det ses som en sjov gimmick. Min opfordring skal være, tag mediet til jer, og brug det aktivt. Hvis I ikke gør det, så lad være med at være tilstede.

Du kan prøve mobilmap ved at sende en sms med følgende tekst: mobilmap vn, send sms til 1231, eller skriv
http://m.mobilmap.dk/ i din mobil browser.

Andre mobile muligheder
Jeg tror, at vi år vil opleve, at mulighederne for at betale vha. mobilen vil eksplodere. Lige nu er det muligt hos Fynbus
, i København (DSB,S-tog, Metro og Movia) og et vaskeri i Horsens. Inden året er omme, vil det være muligt at købe billet til Zoo, fodboldkampe, solcentre, koncerter og sikkert mange flere steder. Jeg kan forestille mig følgende muligheder:

Attraktioner – billetten til Zoo betales via mobilen, kunden sender Zoo til 1111, han/hun modtager billetten, scanner den og går ind. Efterfølgende får han/hun en sms, med et link til en mobilside, så vedkommende kan blive guidet rundt i haven. F.eks. kan han/hun finde information om dyrene samt bestille bord og mad i en af restauranterne. Naturligvis på flere sprog. Eller det kunne være Fårup Sommerland. Her betales entreen ligeledes via mobilen. Til hver forlystelse er der en fast track, og for x kr. springer kunden køen over.

Koncerter/Events – Billetter til en given koncert købes via mobilen efter samme princip som før nævnt. Derudover kan der købes drikkevarer, mad, garderobe m.m. via mobilen.
Før eventen kan der informeres om relevante ting som f.eks. kørselsvejledning, parkeringsforhold, mv. Efterfølgende sendes der en sms til kunden, hvor hun bedes evaluere eventen.

Golf – Green fee og booking af spilletid foretages via mobilen. Kort over banen, kan downloades og studeres, inden kunden går på banen. Frokosten bestilles inden 18. hul og serveres, når kunden træder ind i klubhuset.

Konferencer/messer - Billetten betales via mobilen. Inden messen sendes der info ud om relevante udstillere, og hvor de kan findes. Mobilportal med interaktive kort, som udstillerne kan findes, mobil tlf. med GPS kan vise vejen. Bordbestilling til restauranter foregår via mobilen.

Jeg tror, at ovenstående kan blive til virkelighed inden længe…

Mvh
Christian Meisner Kofoed
http://www.kofco.dk/

torsdag den 4. december 2008

Mobiltelefonen og mobile vaner - hvad bruger vi den egentlig til?

Mobiltelefonen har stillet forbrugerne over for en række nye muligheder de seneste par år med diverse betalingsløsninger. Med 3G nettet på mobilen er mulighederne for brug af Internettet over mobilen også blevet en mere attraktiv mulighed end tidligere, og betalingsløsninger baseret på mobil teknologi er nu en kendsgerning. Men hvad vil vi forbrugere egentlig gerne bruge mobilen til fremover? Og hvad med sikkerheden?
Dette og meget andet har Kofoed & Co undersøgt i en mindre undersøgelse, som gav os et interessant indblik i brugernes verden.

Tidligere undersøgelser har vist, at ca. 10 % af mobilbrugere udnytter mobiltelefonens fulde potentiale. De resterende 90% bruger vi ligeligt på at sms’se og tale i telefonen. For at få afklaret, hvad vi som forbrugere helt konkret ønsker at bruge mobilen til rent købsmæssigt, har vi hos Kofoed & Co fået foretaget en mindre markedsundersøgelse på Syddansk Universitet med en stikprøve på knap 3.000 respondenter, hvoraf 83% er mellem 18-29 – altså studerende. Størstedelen af dette segment er en del af den generation, der mere eller mindre er vokset op med mobiltelefonen ved hånden, eller i hvert fald er vokset op sideløbende med teknologien.

Hvad bruger vi den egentlig til?
Undersøgelsen giver et solidt billede af de unges mobilvaner, samt hvad de vil bruge mobilen til fremover. Eftersom mobiltelefonen efterhånden er blevet en genstand, som vi ikke forlader huset uden, er det heller ikke overraskende, at undersøgelsen viser, at 99 % af de adspurgte har mobilen med sig altid eller for det meste. Derudover tyder det på, at langt de fleste af de adspurgte har brugt telefonen til at andet end blot sms og tale.

MMS er populært
Mobilen bliver især brugt som et socialt element i kommunikationen mellem de unge og deres vennekreds. Dette kan også bruges til at forklare, hvorfor brugen af MMS er så populært i blandt de unge studerende, og hele 57% bruger telefonen til dette. Det er dog stadig de færreste, der bruger telefonen til at gå på nettet i med (25% af de adspurgte svarede ja). Den udslagsgivende faktor her kan tænkes at være prisen, idet Internet på mobilen stadig er forholdsvist dyrt. Derudover deltager over halvdelen af de adspurgte i afstemninger og konkurrencer over mobilen, mens ca. en tredjedel har købt ringetoner, musik eller spil til mobilen.

Mobiltelefonen og betalingsløsninger
Udover de gængse mobile applikationer viser der sig også en interesse fra de unge med henblik på mobile betalingsløsninger. Hele 70% af de adspurgte er bekendte med betalingsløsningen via mobiltelefonen til busbilletter på Fyn, og der ser ud til at være en stigende interesse i at bruge mobilen som betalingsmiddel til en lang række andre opgaver. Over 60% har interesse i at bruge mobilen til at betale for biografbilletter. Dernæst er såvel koncerter samt andre events 2 muligheder, som ca. 36% af de adspurgte kunne tænke sig muligheden for at betale via mobilen. Forbrugernes interesse for betalingsløsninger til mobilen kan derfor karakteriseres for værende stor – nu mangler vi blot løsningerne på markedet.

Er det sikkert?
Der er ganske som ventet også en smule skepsis omkring mobile betalingsløsninger – meget lig den usikkerhed vi så omkring betaling på Internettet i 90’erne. 53% af de adspurgte betragter dog mobilen som en sikker betalingsløsning, mens 30% mener, mobile betalinger er usikkert.
Usikkerheden var umiddelbart størst i blandt de 18-21-årige. Efterhånden som løsningerne til mobilen bliver en del af brugernes hverdag, vil usikkerheden formentlig også langsomt blive elimineret – ganske som ved e-handel, hvor folk i dag handler som aldrig før.

torsdag den 30. oktober 2008

Målrettet markedsføring over mobilen

Forestil dig, at den næste sms i din inbox stammer fra din lokale stamcafé, der tilbyder dig rabat på 15kr. på deres nyeste produkt ved fremvisning af sms’en næste gang, du besøger stedet. Eller hvad med en mængde rabat på Big Mac-burgere næste søndag, når du alligevel står på McDonald’s med tømmermænd?

Mobil marketing i Danmark er stadig et forholdsvist nyt fænomen, der for de fleste virksomheder vedkommende begrænser sig til udsendelse af sms omhandlende konkurrencer, nyheder eller lignende. Samtidig sætter lovgivningen grænser for, hvad der rent praktisk er muligt, da forbrugeren selv skal give samtykke til modtagelse af informationerne. Samtidig er mobil markedsføring kommet lidt skævt fra start med utilsigtede kampagner rettet mod masserne, som er blevet opfattet som spam. De fleste af os har modtaget tilfældige tilbud, som vi med lynets hast har slettet igen. Et irritationsmoment for mange, da man måske ikke altid lige får afmeldt disse sms’ser igen

Alligevel vurderes potentialet for mobil markedsføring højt på det europæiske marked. Ifølge analysehuset Jupiter Research står mobil markedsføring overfor en betydelig vækst i de kommende år. I 2012 vurderes markedet til at have en værdi af 1.3 milliarder euro – eller 9.7 milliarder danske kroner.

En af mange løsninger inden for mobil markedsføring kunne f.eks. være mobile rabatkuponer, som er vidt udbredt i USA. [www.cellfire.com] En mobil rabatkupon fungerer som en hver anden rabatløsning, hvor man ved fremvisning af kuponen kan opnå en rabat ved købet af et produkt eller en service.

Fordele for begge parter
Kuponerne nu bliver sendt over telefonen, som forbrugeren har med sig, når vedkommende er ude at handle, på café med veninderne el. lign. Kuponen kan således ikke blive glemt i stakken af reklamer. Samtidig har det en række fordele for virksomheden bag mobile rabatkuponer. Rabatkuponerne kan forøge trafikken i deres butikker samt gøre nye brugere til loyale konsumenter ved at lade dem prøve produkter/services næsten gratis og giver dem adgang til at få opbygget databaser med kunde-information, som giver dem mulighed for at spore købet til den enkelte forbruger. De mobile rabatkuponer gør ydermere virksomheder i stand til at kommunikere med deres forbrugere uanset, hvor de befinder sig, da telefonen altid ligger i lommen på forbrugeren uanset, hvor vi befinder os.

De mobile rabatkuponer har hver en unik kode, som ved indlevering bliver scannet og herefter ikke kan bruges igen. SMS-markedsføring er dog ikke anderledes end alle andre former for markedsføring, idet det stadig drejer sig om at kende sin målgruppe og stile sin markedsføring mod det rette publikum for at undgå de velkendte spam sms’ser.

Fænomenet er velkendt i udlandet, men herhjemme har ikke set meget til rabatkuponer på mobilen trods de fordele, der eksisterer både for forbruger og virksomheder. Med tiden kunne man vel også sagtens forestille sig, at loyality-cards, som optager plads i pungen, kunne overføres til mobilen – det er vel kun et spørgsmål om tid.


Kilder
Cellfire: http://www.cellfire.com/
Erhvervsbladet www.erhvervsbladet.dk/article/20080806/news04/708050050/
Mobile Marketer: www.mobilemarketer.com/cms/news/commerce/816.html

mandag den 20. oktober 2008

QR–koder - hvordan hænger det sammen?


Vi kender alle den gode gammeldags stregkode, som vi stifter bekendtskab i supermarkedet, når kassedamen bruger stregkoden til at scanne varerne ud af systemet med. En QR –kode (også kaldet Sema Code, EZ Code) svarer forenklet sagt til en opgraderet version af den selvsamme stregkode – og så alligevel ikke helt. Der er ganske vist tale om en todimensionel kode sammensat af sorte og hvide felter svarende til tallene 0 og 1, men grundet kodens udformning kan den indeholde som langt mere information end en almindelig stregkode, da koden både rummer data vertikalt og horisontalt.

QR står for Quick Response, hvilket er hele tanken bag ved Denso-Wave’s opfindelse i midt-halvfemserne, at koden skal kunne give et hurtigt og præcist svar. QR-koden kan nemlig give den enkelte adgang til de adskillelige informationer, som vedkommende har brug for på et givent tidspunkt. Der er som sådan ikke tale om nogen ny opfindelse, da konceptet har været fremme siden 1994, men brugen af koderne er stadig forholdsvist begrænset udenfor Asien. I Danmark har vi kun set meget få eksempler på brugen af QR-koder i forbindelse med Årshus Festuge i 2007, mens TDC i 2008 har slået hul på bylden for mobile tags. [Se Computerworld: http://www.computerworld.dk/art/44966?page=1 ]

QR-koder og Mobiltelefoner
….er hvad, der skal til for at være med på moden med koderne samt noget software, der kan aflæse koden og omsætte den til reel data. Oftest vil dette dog kunne downloades gratis på nettet [se f.eks. Nokia’s hjemmeside: http://mobilecodes.nokia.com/scan.htm ] Flere af Nokia’s telefoner indeholder allerede en scanner, så tjek siden i tilfælde af, at din telefon allerede er gearet til den nyeste teknologi på markedet!

Hvad skal vi så bruge det til?
QR koder kan bruges både på det personlige plan, hvor QR koderne kan påføres en hvilken som helst medie – det kunne være email, visitkort, facebook-profilen, hjemmesiden eller en t-shirt, hvorfra venner og bekendte således kan indhente information om vedkommende blot ved at scanne koden med mobiltelefonen. Kun fantasien sætter grænsen! QR koderne har dog større muligheder for forretningsindehavere, som ved brugen af QR-koder kan formidle meget mere information til kunderne via deres mobiltelefon. Hvilken forhandler/serviceyder vil ikke gerne kunne give kunden information om sine produkter on-the-spot? Det minimerer chancerne for, at kunden forlader butikken uden et eventuelt køb samtidig med, at kunden bruger ekstra tid derhjemme på at lede efter informationerne online. En QR kode kombineret med en mobiltelefon kan løse disse kvaler for butiksdrivende og andre.

Japan i front
Eksempler fra udlandet viser, at den svenske retail-gigant H&M har påført QR-koderne på billboards, så kunderne ved at scanne koderne bliver sendt direkte til online kataloget, hvor de får mulighed for at shoppe rundt og se tøjet på mobiltelefonen. Samtidig er koderne også påført selve kollektionerne i butikkerne, så man som kunde har muligheden for at indhente information om tøjet allerede, når man står i butikken. Et andet eksempel kunne være listen af biograffilm i avisen, som kunne indeholde QR-koder, som ved scanning ville overføre kunden direkte til at se traileren, nærmeste biograf eller bedre endnu til køb af billetterne til aftenens forestilling. Eller hvad siger du til, at QR-koden kan scannes som en hvilken som helst anden billet-type til koncerter, teateret eller togturen?Som altid, når det gælder den nyeste teknologi på markedet, er Japan i front. Her bruges koderne dels til branding, hvor brugerne via koderne får adgang til downloads af ringetoner, reklamer, viral marketing og brand logoer. Samtidig er burgerkæden McDonald’s også begyndt at bruge QR-koderne på deres indpakning, som ved scanning giver gæsterne adgang til uddybende oplysninger om varedeklarationen. QR koder vil uden tvivl vinde indpas på det danske marked før eller siden. Flere og flere telefoner kommer med indbyggede scannere – dog kræver det også, at folk bliver opmærksomme på kodernes funktionalitet. For folk i markedsføringsbranchen vil det et af de mest effektive midler for at nå ud til forbrugeren uanset, hvor forbrugeren befinder sig. Mulighederne for alle parter er mange, og vi er flere, der venter på spænding på, hvad det næste skridt på vejen bliver….

torsdag den 10. juli 2008

Er vi utrygge ved at betale med mobilen?

En ny global undersøgelse foretaget af analysebureauet Unisys Corporation viser, at 71% af alle forbrugere ikke overvejer at bruge deres mobiltelefon til bankoverførsler eller til indkøb online. Undersøgelsen er baseret på en stikprøve af 13.296 forbrugere fra hele verden, hvor de blandt andet er blevet spurgt om deres mobilvaner, og om hvor sikre de føler sig, når de udfører online-transaktioner på mobilen.

En gammel plade med nyt cover
Resultatet fra undersøgelsen lyder unægtelig som en gammel grammofon plade, som vi lyttede til ved udgangen af sidste årtusinde - nemlig i forbindelse med e-handel? Spoler vi tiden tilbage til slutningen af 90’erne, var det e-handel, der gav anledning til selv den samme utryghed vedrørende sikkerhed og beskyttelse af personlige oplysninger, som m-handel nu ligger under for. Efterhånden som brugerne er blevet sikret gennem lovgivningen og har opnået større indsigt i e-handel, er usikkerheden ligeså småt forsvundet blandt de, som ofte benytter internettet til handel. Der er dog stadig væsentlige forskelle i oplevelsen af ulemper ved internethandlende og ikke-handlende.

Kun 9 % af de adspurgte bruger i dag mobiltelefonen til kreditkortbetalinger, pengeoverførsler eller indbetalinger. Undersøgelsen viser, at tyskerne er mest fremme i skoene, hvad angår brugen af mobilen til pengeoverførsler, hvor 21 % af de adspurgte flittigt anvender mobiltelefonen til sådanne formål. Til sammenligning anvender kun 1 % af englænderne mobilen til samme formål.

Sikkerheden skal være i top
Michael Hjalsted, nordisk chef for Unisys, mener, at mobile betalinger kan medføre store indtægter for udbyderne, men kun når forbrugerne er blevet overbevist om, at sikkerheden ved transaktionerne lever op til eller overstiger friheden ved at bruge mobile enheder. Det samme billede sås i sin tid ved internethandel.

Men er vi allerede ikke så småt ved at vænne os til mobiltelefonen kan mere end at ringe og sms’se og dermed styrke vores tillid til, at sikkerheden har fulgt med udviklingen? Børn og unge køber ringetoner, spil og baggrundsskærme som aldrig før, mens andre surfer på det mobile internet som aldrig før. Flere virksomheder kommer dagligt frem i søgelyset med en mobil-version af deres site. F.eks. har internettjenesten Kelkoo lanceret en prissammenligningsguide nu også udformet til mobilen, hvilket betyder, at man nu ikke længere behøver at vente til, man kommer hjem for at finde ud af, om varen kunne fås billigere et andet sted.

Analysehuset Gartner lavet en undersøgelse, der viser, at antallet af mobile betalinger er i kraftig stigning på verdensplan. Ved udgangen af 2008 er der en forventning om 33 mio. brugere på verdensplan, der foretager betalinger med mobilen –med flertallet baseret i Asien-Stillehavsregionen.

Efterhånden som mulighederne for mobil betaling opstår, vil folk formentlig også vænne sig til at bruge mobilen til bankoverførsler og indkøb – ligeså vel som vi har taget internethandel til os. Som ved alt andet teknologi kræver mobile betalinger også tilvænning samt en forsikring overfor den enkelte forbruger om, at sikkerheden er i top.

fredag den 4. juli 2008

Opensource GoogleMap alternativ


Hvis du hører til dem der synes GoogleMaps er helt fantastisk fordi alle kan bruge det, og fordi det er absolut gratis, så deler du mening med undertegnede.
Man kan tilmed tilmelde sig med sit website, og få afgang til Google's API, således du kan udvikle dine applikationer til Google Maps.

Men du er nødt til at tilmelde dig Google Maps, og oplyse præcis hvilken side du ønsker at bruge mappet på, for at du kan få genereret en nøgle der virker. Uden dette, ingen Google Map.

New kid on the block
Direkte udsprunget af idéen fra Google Maps, er open source projektet OpenStreetmaps.
Forskellen er måden hvorpå kortdata indsamles, bruges og licenseres.

På GoogleMaps bruges kortdata fra verdens førende etablerede kortleverandører.
Det betyder at google køber eller licenserer disse kortdata og derfor også er nødt til at føre striks kontrol med, hvorledes disse data bruges af 3.part (Dvs. dig og mig).

OpenStreetmaps har en anderledes tilgang til indsamlingen af data.
Projektet køber nemlig ikke kortdata af eksterne leverandører, men lader dig og mig, indsende kortdata efterhånden som vi får brugt vores gps-mobiler, bærbare computere og navigationsanlæg.

Hvordan f...... fungerer det?
Teorien bag projektet er, at du med et lille program på din gps-telefon eller bærbare computer logger din færden i dit lokalområde. Når du så kommer hjem, navngiver du gader og veje, som du er stødt på, på din gå- eller køretur. Til sidst uploader du data'ene til OpenStreetmaps og wupti, så er dit lokalområde mappet og tilføjet til den globale kortdatabase.

Og selvom det måske kan være svært at forestille sig, at der er nogen der gider rende rundt og mappe gader helt frivilligt, så er meget store dele af verden faktisk allerede mappet. Store dele af danmark ligeså. Faktisk er hele kvarteret omkring vores kontor allerede mappet, og det er inkl cykeltstier og smutveje, der normalt ikke ses på fx. et googlemap.

Flere funktioner
Detaljegraden er i nogle tilfælde uhyggelig præcis, idet stier og smutveje mappes, og det baner vejen for bl.a. optegning af løberuter mm.

Flere muligheder
Det rigtigt interessante er måske at projektet er 100% opensource og kortdataene står til fri afbenyttelse. Du kan altså tage kortdata'ene og bruge dem præcis som du ønsker - fx. kunne de danne grundlag for dit eget navigationsprogram og mon ikke det ville give nogle høje herrer hos kortdata giganterne røde ører? :-)

Som OpenStreetmaps selv skriver på deres hjemmeside, så startede de netop fordi de fleste kort du tror er gratis, faktisk er omfattet af en juridiske eller tekniske restriktioner for deres brug. Fx. må du ikke bruge GoogleMaps til dit eget navigationsprogram.

Og det mener folkene bag OpenStreetmaps holder os tilbage fra at bruge kortdata til noget produktivt, kreativt og uventet.

Kilde: http://www.openstreetmaps.org/

mandag den 9. juni 2008

Den mobile udvikling

Der var engang...
...hvor det var nok at stå i telefonbogen når man som virksomhed skulle gøre sig synlig overfor potentielle kunder.

Med udbredelsen af Internettet og særligt udbredelsen (og næsten standardiseringen) af Google som søgemaskine, kan man knap kalde sig for seriøs erhvervsdrivende, uden at have en hjemmeside - for hvem slår egentlig op i en telefonbog nu til dags?

Næste skridt omfatter uundgåeligt hjemmesider tilpasset til mobiltelefoner, pda'er og andre mobile håndsæt.

Så potentielle kunder kan fange dine nyheder, kontaktinformationer, mm. mens de er på farten.

Endnu en kanal
Udviklingen introducerer endnu en salgs- og markedsføringskanal som virksomheder i alle størrelser før eller siden er nødt til at forholde sig til.

Ligesom nødvendigheden af at blive set, og ikke mindst kunne findes, motiverer virksomheder til at sætte hjemmesideudvikling på budgettet, vil udvikling af mobile hjemmesider og tjenester også blive en del af den moderne virksomheds budget.


Hvordan bliver man set på det mobile net?
Næste issue med et mobilt (og unægteligt begrænset) net, er hvordan man markedsfører sig.

Der findes ganske vidst Google for mobile devices, men med hensyn til markedsføring kan man ikke i samme omfang benytte bannerreklamer og søgeoptimering.

Startportaler tilbydes og præinstalleres i mange tilfælde allerede idag af de fleste teleselskaber.

Således vil abbonnenter hos Sonofon møde Sonofon's startportal når de kobler sig på det mobile Internet, og de bliver her eksponeret for en række links og bannere.

Den løsning bruges allerede i stort omfang, bl.a. de pionærvirksomheder der allerede på nuværende tidspunkt oplever en kæmpe vækst i antallet af besøgende på deres mobile websites, som det fremgår af artiklen fra Mobilsiden.dk.

En anden mulighed er at push'e url'er via SMS eller Bluetooth.

Man kunne forstille sig at man modtager et link til rejseplanen via Bluetooth når man træder ind på banegården, eller man som en del af en nyhedstjeneste modtager en sms med et link til nye artikler man er skrevet op til.

Fremtiden er her
Som tidligere nævnt, er flere og flere virksomheder igang med at gøre sig synlige på det mobile net. Det er naturligvis ikke til at spå om hvornår det for alvor slår igennem, men mon ikke det er værd at have de mobile muligheder i baghovedet næste gang du skal opdatere dine kommunikationskanaler?